onsdag den 23. august 2017

Bil

Jeg har haft en sag i Ankestyrelsen. Den handler om at jeg gerne vil have forsædet fjernet i min bil, så jeg kan komme op og sidde foran i min kørestol. Kommunen gav afslag, nu har Ankestyrelsen vurderet at de skal kigge på sagen igen. Ikke fordi jeg ikke kan kommunikere med chaufføren, men fordi jeg har tendens til køresyge. Misforstå mig ikke, jeg synes det er godt kommunen kigger på det igen, men jeg synes grundlaget er forkert. Kan det virkelig være rigtig at jeg i min egen bil ikke skal sidde foran? Have mulighed for at kigge ordentligt ud, føre samtaler med chaufføren, køre spontant ind på en tank? Jeg ved godt det ikke er helt billigt, men for mig er det et spørgsmål om selv at styre mit eget liv. Der er jo ingen der frivilligt vælger bagsædet. Jeg kan ikke rulle vinduet ned hvis det er varmt, jeg kan ikke selv skifte radiokanal eller skrue op eller ned.

Samtidig med at jeg synes det er dybt uretfærdigt, så føler jeg mig snotforkælet, og at jeg bare skal være glad for at have fået en bil. Det føles forkert at jeg ønsker mere, at staten skal bruge flere penge på mig, end de allerede gør.

-----

Min behandler har ferie, hun er tilbage i næste uge efter fire uger væk. Det har været fire meget lange uger.

fredag den 9. juni 2017

Et år

Alt går enormt stærkt, og jeg har svært ved at følge med. Vi laver en masse ting, hvilke både er godt og skidt. Det er godt jeg kommer ud, det er godt jeg har lyst, men jeg kommer hurtigt til at "over gøre" det. Det betyder at jeg pt kæmper med en følelse af stress, der som altid trigger alle de depressive tanker og symptomer. Men mit fundament er stærkere end det har været, jeg er ikke væltet fuldstændig - og det er stort! Jeg har ikke været indlagt siden maj sidste år, så der er nu gået over et år. Jeg mærker stadig usikkerheden ved om dem omkring stadig forstår at jeg ikke er rask, selvom jeg ikke har været indlagt, men jeg holder fast i Sygeplejerskens ord om, at jeg ikke er rask, men godt kan have en sejr alligevel.

Min sag om førtidspension står stadig stille. Den har nu trukket ud så længe, at min lægeerklæring var blevet for gammel, så den har jeg fået lavet en ny af. Jeg er blevet rådet til at klage over processen. Jeg blev lovet svar inden jul, det er nu et halvt år siden. Det er sindssygt frustrerende at jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt. Hvis ikke den går igennem, så skal jeg igennem en ankeproces. I den periode risikere jeg at blive sendt ud i arbejdsprøvning, jeg er skrækslagen for at det kører mig helt ned igen. Jeg tror ikke jeg overlever endnu en tur i den helt store depression.

søndag den 23. april 2017

Tavshed

Jeg har ikke skrevet længe. Jeg har lukket lidt ned. Hvilke betyder at i ikke bliver involveret i mine tanker følelser, men det betyder også at dem tættest på mig ikke rigtig får noget at vide, ikke engang min behandler. Jeg fungere og får ordnet det jeg skal, men jeg har en stor uro lige i hælene på mig konstant. Jeg kan bare ikke overskue at forholde mig til den, så jeg ignorere det. Jeg sluger klumpen i halsen, skælder lidt ud og skubber folk væk. Tilgengæld gør det ikke så ondt indeni (endnu).

I næste måned har jeg ikke været indlagt i et år. Det er første gang siden 2012, at jeg har kunne passe på mig selv så længe. Det er lidt ambivalent. Fordi når jeg har klaret mig selv så længe, så skal jeg blive ved, så vil det være et nederlag at have brug for indlæggelse igen. Men samtidig er jeg stolt over at jeg har taget ansvar for mit eget liv og velvære. Jeg ved at det har haft kæmpe betydning at min døgnrytme er blevet meget mere normal og at jeg kommer ud nogen gange i løbet af ugen. Men en del af mig har lyst til at tabe det hele på jorden, kun for at nogen andre kan tage over i en periode.

Jeg er så træt af de opmærksomhedskrævende impulser. Jeg ved de ikke gør mig noget godt.

Jeg har først tid ved min behandler den 10. Maj, så der går 4 uger fra sidst aftale til den næste. Jeg har hver dag lyst til at skrive til hende, men jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, eller hvad jeg vil have ud af det, også virker det ligegyldigt.

lørdag den 18. marts 2017

Holder fast

Jeg holder fast. Det bliver bedre igen, jeg klarer bare pres rigtig dårligt, men det bliver bedre.

Min behandler siger at jeg skal henvende mig på skadestuen, hvis det hele bliver for svært. Men.. jeg orker ikke en indlæggelse. Det er så besværligt. De har ikke en lift til at hjælpe mig, og der er ikke så meget personale, i forhold til at jeg har brug for hjælp til en del forskelligt. Så skal jeg have min hjælper med, også ryger meget af roen ved en indlæggelse. Men ja, jeg lovede at henvende mig, hvis tingene blev alt for sorte.

Men jeg holder fast.

onsdag den 8. marts 2017

Alt eller intet

Når det går godt, når jeg har gode perioder, så tænker jeg altid at depressionen er kommet på afstand, at nu har jeg fundet balancen, og den får ikke fat i mig igen. Når den så kommer igen (for det gør den). Så kommer tanken at jeg aldrig bliver rask, at det ikke er værd at kæmpe for de gode perioder, fordi jeg altid ender her igen. Jeg ved at det er et af mine diagnosetræk. Den her "alt eller intet" indstilling. Jeg er pinligt bevidst om, hvornår min sygdom tager over. Men i de gode perioder har jeg ikke lyst til at være mere realistisk, jeg vil bare nyde at jeg har lyst til at være i live om et halvt år, og når depressionen har overtaget kan jeg ikke se mig ud af mørket. Jeg glemmer at det nogensinde har været godt.

Lige nu er jeg godt på vej mod depressionen. Jeg kæmper stadig i mod med alt jeg har, men tiden i sengen bliver længere, glemte aftaler flere og mad indtaget større (må man gerne ønske at man var en af de deprimerede, der ikke havde lyst til mad?!). Jeg føler at jeg går i stå. Men jeg ved at jeg har brug for ro og afslapning, og holde fast i at komme ud og væk fra sofaen. Lige nu er jeg for meget væk fra sofaen. For de fleste er det en god ting. At man ikke dovner dagen væk i sofaen. For mig er det en nødvendighed. 

Jeg vil så gerne være nogen. Betyde noget for nogen som egentlig ikke er tæt på, være en nogen ser op til. Jeg vil gerne dele mig, men jeg vil ikke gøre det halvt, og jeg kan ikke dele selvmordstanker og opgivenhed over for min familie. Jeg vil gerne at folk forstår. At de ikke ser mig som en der giver op, fordi jeg søger førtidspension. Men det er psykisk, og hvordan forklare man at det er stressende at handle? Alle vil sige "det synes jeg også!", men det er jo ikke det samme. Andre mennesker er ikke brugt op efter en time med andre mennesker. De kan godt gå hjem og snakke med kæresten, jeg mister evnen til at høre efter. Men det er kun min kæreste, der ser de ting. Jeg vil så gerne vise det til omverdenen. Men du forstår ikke stress eller depression, før du selv har prøvet det. Og ikke engang der er det sikkert du helt forstår, fordi det kan ramme forskelligt. 

søndag den 26. februar 2017

Beslutningen er taget.

Beslutningen er taget. Vores dejlige hund skal sælges. Han kan ikke affinde sig med alle lydene der er i en lejlighed. Han er stresset og det er synd for ham og stressende for mig. Jeg har ikke brug for at høre at man ikke får hund i en lejlighed eller at vi kan gøre det eller det. Vi har prøvet, vi har kæmpet, og det er ikke plads eller flere/længere gåture han mangler. Min logiske side ved at vi har gjort hvad vi kan, men den anden side fortæller mig at jeg er en fiasko.

Jeg føler mig ond, at jeg glæder mig til han er væk. Men jeg er kørt ud over min stress grænse. Det er ikke sundt for mig og jeg kører på de sidste ressourcer. Det går udover min kæreste, da jeg oftest er irriteret når han kommer hjem. Jeg kører også med to helt nye hjælpere og en, der kun har været her siden november, hvilket kun øger stressen. Men jeg må bare igennem, der er ikke andet valg. Så jeg holder ud. Stressen gør at jeg desværre spiser ekstra i øjeblikket. Generelt er mange af mine "depressions symptomer" kommet tilbage i forskellig intensitet. Jeg har svært ved at høre efter i en samtale, jeg kan ikke overskue at gå i seng eller i bad, jeg har ikke lyst til at se nogen mennnesker og jeg kan kkke overskue al den tid der er på en dag. Min behandler på psyk ved det godt, men vi har begge to en ide om, at det stilner af igen, når der kommer ro på og vi har fundet et nyt hjem til hunden.

Jeg holder ud.

søndag den 19. februar 2017

Beslutninger

Jeg er oversvømmet af følelser. Vi er igang med at tage en ret stor beslutning, og vi reagere meget forskelligt under pres. Jeg har brug for helt klare planer, at snakke igennem, at følge planerne og snakke med en masse andre om problemet. Min kæreste gør tingene i sidste øjeblik, ingen planer og et minimum af snakke igennem. Det hele stresser mig helt enormt, og det nytter ikke noget at jeg presser ham, han er nødt til selv at bearbejde tingene og finde ud af hvad der er bedst og mest rigtig for ham. Men hvor ville jeg ønske at han bare fik tingene gjort. Lige nu er det en stor beslutning, men vi har samme problem når vi skal ud af døren, jeg planlægger hvad vi skal nå inden, hvornår vi så skal op osv. Jeg skynder mig at gøre mig færdig, så har jeg måske lige ti minutter til sidst hvor jeg kan få ro inden vi går. Min kæreste er modsat. Han står op så han lige kan nå det, står gerne 5-10 minutter senere op, også skal han loge lege med hunden, evt sætte odds eller noget andet som i mit hovede sagtens kan vente. Han er altid færdig til tiden, men keg bliver så stresset over at han da ikke bare kan komme igang og blive færdig. Hvor han bliver stresset over at jeg stresser rundt for at blive færdig.

Men.. jeg er bange for at Depressionen er på vej tilbage. Min behandler siger at hun tror det er fordi jeg er så presset i øjeblikket, og at det nok skal blive bedre igen, når der kommer ro på. Jeg håber hun har ret, for som min tilstand er pt, så er det ulideligt at være mig. Jeg forsvinder fra min krop, jeg kan ikke koncentrere mig og jeg vil egentlig bare sove og spise konstant - ikke særlig konstruktivt.

Jeg forsøger at holde fast i at det vender igen. Men det er svært at holde ud, fordi tanken, om at jeg aldrig bliver stabil i mere end nogen måneder, fylder meget. Det er sindssygt frustrerende.